Aktuelt fra Fællesrådet

 

 

Aktuelt fra Fællesrådet
November 2026

VISION EGÅDALEN
Vision Egådalen har medvind. Visionen er udarbejdet af de fem fællesråd, der ligger rundt om Egådalen (incl Fællesrådet for Lystrup, Elsted, Elev og Nye) og Mollerup Golf Club.
Visionen tegner et fremtidigt billede af ådalen fra udløbet ved Geding Sø/Kasted Mose til udløbet i Aarhus Bugten ved Egå Marina, en strækning på ca. 11 km. Efter visionen skal området udvikles til tilgængeligt bynært naturområde med mulighed for både natur- og kulturoplevelser og aktivitets udfoldelser; ligesom naturgenopretning og sikring af biodiversitet også er en del af visionen. Området er i dag stærkt fragmenteret af veje og baner. Et vigtigt element i visionen er derfor at skabe adgangstier til området samt at etablere stiforløb, som kan binde områderne sammen.
Visionen er beskrevet i en pjece som kan ses i elektronisk form på Fællesrådets hjemmeside
www.8520.dk. Se under ”Aktuelt”, ”vision Egådalen”.
Byrådet har besluttet, at der skal udarbejdes et tillæg til Kommuneplanen, der giver plads og mulighed for realisering af visionen om udviklingen af Egådalen og kommunen har allerede ydet økonomisk støtte til projektudviklingen. Der har allerede længe været arbejdet på kommuneplanstillægget og nu forventes et kommuneplantillæg at blive lagt frem til offentlig debat i marts 2027. Når kommuneplantillægget er godkendt, starter den hårde kamp for at sikre økonomisk støtte til udviklingen. I arbejdet har vi indtil nu mødt megen opbakning, og vi forventer, at det udover offentlig støtte også vil være muligt at sikre betydelig bistand fra forskellige fonde til formålet.

ELEKTRONISKE OPSLAGSTAVLER
Aarhus kommune vil gerne stille en eller flere elektroniske opslagstavler (skærme) til rådighed for vores lokalområde. Tanken er at tavlerne kan anvendes af lokale foreninger og institutioner m.v., der på tavlerne kan oplyse om foreningen og institutionen og ikke mindst om de aktiviteter som gennemføres i lokalområdet; møder, koncerter, events, vejledninger m.v. Tavler skal ikke og må ikke anvendes til kommercielle formål, altså ikke til reklamer for varer og tjenesteydelser. Kommunen vil ikke administrere tavlerne og tavlerne vil kun blive givet til området, hvis fællesrådet vil påtage sig ejerskab og administration af brugen af tavlerne, en ikke uanselig opgave.
Vi har tidligere spurgt medlemmerne af fællesrådets om interessen for sådanne tavler (skærme). Interessen var på daværende tidspunkt ikke overvældende. Sagen blev drøftet på repræsentantskabsmødet i maj og repræsentantskabet opfordrede forretningsudvalget til at arbejde videre med ideen. På den baggrund har vi arbejdet videre med muligheden og vi er nu ganske langt i fastlæggelsen af hvor skærmene kan hænge. Mest realistiske bud er i øjeblikket på gavlen ved apoteket i Lystrup og på Elev Sognehus. Vi har beskrevet retningslinjer for brugen af skærmene og vi ved hvordan vi kan tilrettelægge administrationen af skærmene. Imidlertid der er en række problemstillinger, der ikke er afklaret, det juridiske ansvar, det økonomiske ansvar f.eks. i forbindelse med ødelæggelse eller nedtagning af skærmene. Hertil kommer, at der har sneget sig en usikkerhed ind om de lokale foreninger og institutioner vil bruge skærmene i tilstrækkeligt omfang.

VEJE OG TRAFIK
Midttrafik har udarbejdet et oplæg til ændringer af bl.a. buslinjer i Aarhus Nord og overvejer f.eks. en buslinje mellem Mejlby og Lystrup Station. Fællesrådet har kommenteret på oplægget. Selv om det lyder smigrende med bedre forbindelse mellem Mejlby og Lystrup, så indeholder oplægget en løsning, der leveres på bekostning antal parkeringsmuligheder ved stationen. Et forhold vi oplever som en uholdbar udfordring, af parkeringsforholdene ved stationen i Lystrup.
I området i Nye syd foregår der i øjeblikket en kraftig udbygning af stisystemet til både gående og cyklister. Herunder etableringen af cykelsti mellem Lisbjerg station og Stationen i Nye. En strækning der forventes at kunne anvendes i forbindelse med forårets cykelture.
Med venlig hilsen
Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd

Kan ses i pdf-format her